Justin Timberlake bliver Facebook-filmstjerne
Der er allerede skrevet flere bøger om det verdensomspændende fænomen Facebook. Nu er det så blevet tid til en film om nettets mest brugte og besøgte tekst- og billedebog, og det bliver med Justin Timberlake i hovedrollen.
Den amerikanske popcharmør er blevet tildelt rollen som Napster-medstifteren Sean Parker, der senere var med til at grundlægge Facebook. Derudover medvirker Jesse Eisenberg og Andrew Garfield i rollerne som Facebook-opfinderne Mark Zuckerberg og Eduardo Saverin, og manuskriptet står Aaron Sorkin, der blandt andet står bag tv-serien 'West Wing' (på dansk 'Præsidentens mænd', red.), for. Desuden er den erfarne Hollywood-herre Kevin Spacey hentet ind som producer.
På trods af at han i øjeblikket har travlt med at give Rihanna en hjælpende hånd med hendes kommende album, går Timberlake og resten af holdet i gang med at optage filmen, der har fået den sigende titel 'The Social Network', i næste måned i Boston. Der er foreløbig ingen information om, hvornår filmen får premiere.
Anmeldelser
Live-anmeldelser
Køb i Soundvenue Shop