Brendan Benson rocker ud på Vega
Vega har i dag bombaderet os med spændende koncertnyheder. Først Dead Prez, så Monsters of Folk og nu kan man se på spillestedets hjemmeside, at også Brendan Benson vil gæste spillestedet - helt præcist Lille Vega den 1. november.
I sidste uge kunne du på vores blog downloade to nye sange fra Bensons kommende soloalbum 'My Old Familiar Friend'. Og netop det album skal følge op på hans sidste soloalbum ’The Alternative To Love’, som vi helt tilbage i 2005 kastede fire stjerner efter under overskriften 'Poprock er ikke et fyord'. Og med snart fire soloalbum, samt to med The Raconteurs, kan man forvente lidt af hvert fra den 38-årige køligkaj.
Du kan allerede nu købe billet til den formodede solide poprock-koncert via Billetlugen.
Føj koncerten til din kalender HER.
Brendan Benson
Søndag den 1. november, kl. 21
Lille Vega
Billet: 140 kr. plus gebyr