Raw klar med program
I starten af maj kunne vi afsløre, at Nordens største clubbing-event Raw i år løber af stablen den 1. august på Kulturkajen Docken i København. Dengang blev sløret også løftet for festens syv scener og deres respektive musikprofiler, og nu har arrangørerne bag Raw så offentliggjort årets program, som i vanlig stil byder på lidt af hvert.
Blandt andet byder house-scenen på pladevending af danske kendinge som Rune RK (billedet), Ronin og Jack Marone, mens urban-scenen disker op med navne som DJ Schack fra Mid Week Brakes, LeBon fra Den Sorte Skole og DJ Static, som får selskab på scenen af blandt andre Negash Ali, Karen og Marwan.
Fagget Fairys og Bird kan opleves på chill-scenen, som i år præsenteres af det danske pladeselskab Music For Dreams, og på techno-scenen optræder Patrick Bateman, Ned Flanders, Massimo og canadiske Mathew Jonson.
Raw mangler endnu at offentliggøre sit hovednavn, som skal spille på house-scenen.
Tjek det fulde program på Raws hjemmeside.