Så er der efterhånden kun 18 dage til, at festivalfolket endnu en gang vender snuden mod Roskilde. Og som en lille gulerod til de, der endnu ikke har købt billet, har festivalen i dag tilføjet 10 nye navne til Pavilion Junior- og Lounge-scenerne.
Pavilion Junior sætter i dagene op til hovedfestivalen spot på nordiske upcoming-navne, og i år bliver der blandt andet mulighed for at opleve altid energiske Bodebrixens medrivende indiepop og Twins Twins, der uden tvivl uddeler smagsprøver fra deres kommende debutalbum. Derudover er ligeledes danske Rubberhead Banditz, islandske Kira Kira og svenske MFMB tilføjet programmet.
Roskilde Lounge-tilføjelserne føres an af Mikkel Metal, der med garanti giver prøver fra sit seneste album 'Peaks and Troughs', der sidste år blev belønnet med fire stjerner af vores anmelder, der blandt andet fremhævede nummeret 'Visions of Life' som »noget af det bedste, der er kommet ud af Danmark i lang, lang tid«. Desuden optræder duoen Oliver Jones og dj-navnene Krede, August og Asle Bjøn på festivalens mest tilbagelænede scene.