Handsome Furs elsker Danmark
Vi skal ikke længere tilbage end den 9. maj for at finde Handsome Furs seneste koncert på dansk jord. Her gav ægteskabsduoen Lille Vegas publikum en opvisning i ægte rock'n'roll, men missede du den koncert, får du snart chancen igen. Dan Boeckner og frue Alexei Perry er nemlig åbenbart så vilde med Danmark, at de allerede vender tilbage til København den 31. juli for at indtage Rust.
Boeckner slår også sine indiefolder i anmelderroste Wolf Parade, men i 2006 dannede han Handsome Furs sammen med konen Perry, og året efter udgav duoen deres debutalbum 'Plague Park' på kvalitetsbevidste label Sub Pop. Gruppens anden fuldlængde 'Face Control' udkom i marts, og blev her på siderne modtaget med fire stjerner under den simple overskrift 'Enkelt er godt'.
Koncertprogrammet på Rust har for tiden vokseværk, og udover ovennævnte er en natkoncert med den elektroniske svensker Andreas Tilliander også tilføjet plakaten den 11. juli. Tilliander har flere udgivelser på bagen under flere forskellige aliasser, men vi skal blot tilbage til starten af maj for at finde hans seneste album i eget navn 'Show', som her på siderne måtte nøjes med tre stjerner.
Føj Handsome Furs-koncerten til din egen kalender HER.
Føj Andreas Tilliander-Koncerten til din egen kalender HER.
Handsome Furs
Fredag den 31. juli
Rust, København N
Pris: 100 kr. + gebyr
Andreas Tilliander
Lørdag den 11. juli
Rust, København N
Pris: 60 kr.
Anmeldelser
Live-anmeldelser