The Gaslight Anthem til Roskilde
The Gaslight Anthem har lavet om i deres tourplaner. Og er derfor blevet nødsaget til at aflyse deres optræden i Koncerthuset den 22. juni, skriver Billetnet.dk til kunder, der har investeret i billetter til koncerten. Nogle vil dog se aflysningen som en god ting, da der i samme meddelelse står, at de amerikanske rockere har valgt at give koncert på Roskilde Festival i stedet.
Kvartetten stammer fra New Jersey, og med den godt tatoverede Brian Fallon i front udgav bandet i 2007 deres debutalbum 'Sink Or Swim'. Gruppens egentlige gennembrud kom dog med deres andet og seneste album 'The '59 Sound' fra sidste år, der blandt andet skaffede bandet en opvarmningstjans for deres musikalske forbillede Bruce Springsteen.
'The '59 Sound's bundamerikanske rocklyd blev her på siderne modtaget med fire stjerner af vores anmelder sammen med følgende kommentar: »Det er sejt, ærligt og medrivende, og gu' får man krampe i armen af alle de knytnæveslag i luften«.
Anmeldelser
Live-anmeldelser