Danger Mouse lancerer nyt stjerneprojekt
»Danger Mouse & Sparklehorse coming soon«. Det er den meget kortfattede besked, man får, hvis man hopper en tur forbi hjemmesiden Dnots.com. Bag den informationsfattige hjemmeside gemmer der sig dog et særdeles spændende projekt. For ikke alene arbejder de to originaler på et fælles album med titlen 'Dark Night of the Soul' (heraf internetadressen). De får såmænd fint besøg.
Blandt de mest prominente navne, der gæster albummet, er rutinerede rockhelte som Frank Black og Iggy Pop, The Flaming Lips, Julian Casablancas fra The Strokes og The Cardigans-sangerinden Nina Persson. Hvornår 'Dark Night of the Soul' udkommer, er der dog endnu ingen oplysninger om.
Sidst Danger Mouse og Sparklehorse arbejdede sammen var på sidstnævntes 'Dreamt For Light Years in the Belly of a Mountain' fra 2006. Det poetisk betitlede album blev belønnet med fire stjerner af vores anmelder, der blandt andet roste Sparklehorses evne »til at begå sange, der nok lyder antikke fra fødslen og klædt i rustne, sprukne farver, men som stadig er vitale og nutidige«.
Anmeldelser
Live-anmeldelser
Køb i Soundvenue Shop