- Soundvenue
- 25. marts 2009, 09:19
Du kender efterhånden dealen: Onsdag morgen er det tid for nye Roskilde-navne. Og i dag har festivalen hevet noget af et es ud af ærmet i form af hiphop-superstjernen Kanye West.
West har aldrig været bange for at skille sig ud image-mæssigt såvel som musikalsk. Og på sidste års '808s & Heartbreak' gik han så langt som til at droppe rappen til fordel for auto-tunet sang, hvilket indbragte ham fire stjerner her på siderne.
Derudover er der masser af guf til rockfolket i denne omgang. Amerikanske Eagles of Death Metal, der for nylig gav en udsolgt koncert på Store Vega, hvor vi lokkede forsanger Jesse Hughes til at give en guidet tur i bandet tourbus, står som garant for rock'n'roll-klichéer en masse, mens Peter Sommer gæster Dyrskuepladsen med sine kritikerroste, dansksprogede sange. Og endeligt giver snart albumaktuelle Oh No Ono prøver på deres eksperimenterende indierock.