Der er med god grund aldrig stille omkring Pete Doherty. Sangeren har just udgivet sit første soloalbum, og som vi afslørede i sidste uge, giver den engelske mediedarling i den forbindelse koncert til Søren Solkær Starbirds fotoudstilling 'Closer'. Selvom Doherty altså har rigeligt gang i sin karrieren, udtaler han nu, at en genforening af hedengangne The Libertines står højt på ønskesedlen.
Doherty siger om The Libertines' sangkatalog: »Jeg ville elske at spille dem igen, så simpelt er det«. Gadedrengen er dog stadig uvenner med sin gamle partner Carl Barât og fortsætter: »Han tror stadig, at jeg er omringet af denne her mørke energi, så det (genforeningen red.) kommer ikke til at ske, før jeg kan bevise, at jeg er risikoen værd«.
The Libertines nåede i perioden 2002-04 at udgive to album, før bandet splittede op, hovedsageligt på grund at splid mellem de to frontmænd. Herefter dannede Doherty og Barât henholdsvis Babyshambles og Dirty Pretty Things.
I fredags sendte Pete Doherty så sit første soloalbum 'Grace/Wastelands' på gaden, hvis stille natur kom bag på vores anmelder, som derfor kvitterede med tre stjerner under overskriften 'Overraskende kedeligt'.