Huset i Magstræde præsenterer 2nd Society
Til foråret bliver det igen muligt at tjekke temperaturen på den elektroniske scenes undergrund. Minifestivalen 2nd Society, der udelukkende har fokus på elektroniske kunstnere, der gør sig i musik udenfor mainstreamen, løber nemlig af stablen for tredje gang den 3. – 4. april. Og som sædvanligt lægger Huset i Magstræde hus til en weekend i elektronikkens tegn.
Festivalen får besøg af svenske Andreas Tilliander (billedet), som udover sit soloprojekt også er en del af Familjens live-setup. Herudover spiller norske Kim Hiorthøy op til dans med sin analoge electronica, mens 2nd Society af danske repræsentanter blandt andre kan præsentere Bjørn Svin, Spejderrobot og dj-duoen Ung Flugt. Eneste navn hentet andetsteds end de nordiske lande er engelske Lukid, som gør sig indenfor genren wonky, der kombinerer elektronisk musik med alternativ hiphop.
Henover weekenden vil der desuden blive lagt vægt på, at elektronisk musik ikke kun er beregnet til natklubberne. Og festivalen vil derfor foregå på to forskellige scener – én beregnet til klubstemning og én hengivet til de mere intime koncertoplevelser.