Iggy Pop udgiver jazzalbum
Forestil dig Iggy Pop vende ryggen til rock'n'roll til fordel for et mere jazzet udtryk. Svært ikke? Men ikke desto mindre en musikalsk realitet. Punk-legenden udgiver nemlig snart albummet 'Preliminaires', der ifølge mr. Pop er »stille og jazzet«. Udgivelsen forventes at udkomme til maj og består i alt af syv skæringer.
Sangene er oprindeligt hentet fra en dokumentarfilm omhandlende den franske forfatter Michel Houellebecq, og hans forsøg på at filmatisere bogen 'La Possibilité d'une île' ('Muligheden for en ø'). Iggy Pop indspillede de syv sange som et slags soundtrack til dokumentaren, og nu vil den amerikanske rockveteran altså udgive de jazzede toner som et selvstændigt album.
Iggy Pop udgav sammen med The Stooges gruppens længe ventede comeback-album 'The Weirdness' i 2007, noget vores anmelder mente, de helt skulle have undladt. Albummet modtog nemlig sølle to stjerner sammen med konstateringen, at The Stooges »ligner (…) et zombie-band, der er langt fra fordums storhed og næppe burde være genopstået fra de døde«.
Anmeldelser
Live-anmeldelser