Dansk invasion af Soundvenue High 5
- Soundvenue
- 23. februar 2009, 11:04
Der er sket ting og sager på Soundvenue High 5, der i denne uge føres an af tre helt nye tilføjelser. Den karismatiske nordmand Erlend Øye er tilbage, og sammen med sine legekammerater i The Whitest Boy Alive topper han nu listen. Andenpladsen indtages af Mikael Simpson, der forfølges af Brooklyn-drengene fra TV on the Radio. Oh No Ono er røget fra den varme førsteplads og ligger nu nummer fire, mens Beirut falder en enkelt plads tilbage til listens sidsteplads.
Der er dansk invasion blandt denne uges contenders. Feltet føres an af klassens slemme drenge fra Death to Frank Ziyanak, der deltager med flabet rock'n'roll på nummeret 'Bad Boy'. Herudover er der nyt fra indie-drengene i Lily Electric i form af 'Screams', mens hiphop-vidunderdrengen og Majors-medlemmet Negash Ali flasher sit stramme flow på 'Higher Ground'. De danske contenders rundes af med Oliver North Boy Choirs drømmende indiepop på 'Blackmail', mens du via 'Whiteout' kan kaste din kærlighed på udsyret alternativ rock fra Lotus Plaza, der består af Deerhunter-guitaristen Lockett Pundt.
Benyt dine tre stemmer og deltag automatisk i lodtrækningen om cd'er fra High 5-kunstnerne. Denne uges albumvindere er Mette Axen fra Herlev og Nicolai Steskow fra Svendborg.
Lyt og stem på Soundvenue High 5 HER.
Anmeldelser
Live-anmeldelser