Mastodon-album nu med udgivelsesdato
Det er bestemt ikke omtale, Mastodon har manglet op til udgivelsen af deres kommende album. Først blev forsanger Brent Hinds kvæstet i en slåskamp, så annoncerede gruppen et samarbejde med superproduceren Brendan O'Brien og senest blev guitarist Bill Kelliher indlagt midt i bandets turné. Nu er det nye album endelig færdiggjort, og anstrengelserne kan høres når 'Crack the Skye' udkommer den 23. marts.
Mastodon udgav i 2002 deres debutalbum 'Remission', der to år efter blev fulgt op af 'Leviathan'. Progrockernes tredje og seneste album 'Blood Mountain' udkom i 2006 og modtog her på siderne fire stjerner sammen med følgende kommentar: »Taget hver for sig er sangene på 'Blood Mountain' af høj klasse, stoppet med detaljer og musikalsk vision, men som album fremstår 'Blood Mountain' en smule overophedet og rodet«.
Kribler det i fingrene efter at se mastodonterne live, kan dem med billet til en af de kommende Metallica-koncerter få ønsket opfyldt. Mastodon har nemlig opvarmningstjansen, når Lars Ulrich & co. til juli giver fem koncerter i Forum.
Anmeldelser
Live-anmeldelser