Ny titel og releasedato på Common-album
- Rasmus Junge
- 7. oktober 2008, 09:00
I maj måned proklamerede vi, at den amerikanske conscious-rapper Common var klar med albummet 'Invincible Summer', der meget apropos titlen skulle udkomme i løbet af sommeren. Sådan gik det som bekendt ikke, men nu skulle den være god nok: Den 11. november udkommer albummet ifølge Angryape.com omsider.
Årstiden taget i betragtning har Common meget passende droppet sommer-titlen og omdøbt sit 8. studiealbum til 'Universal Mind Control' - noget der alt andet lige lugter af en noget mere politisk dagsorden end den 'urørlige sommer'.
'Universal Mind Control' er produceret af Mr. DJ og The Neptunes, og udover Commons vanlige selvsikre mikrofonkontrol kan man se frem til gæsteoptrædener fra navne som Cee-Lo, Pharrell og Chester French.