To gange canadisk indierock på Vega
- Rasmus Junge
- 29. september 2008, 13:59
Hvis man vil tjekke den canadiske musikundergrunds aktuelle niveau ud, giver Lille Vega dig til december en oplagt mulighed. Denne dato præsenterer Vesterbro-spillestedet nemlig i samarbejde med den ligeledes canadiske indie-festival Pop Montreal grupperne Land of Talk og Think About Life (billedet) for de københavnske koncertgængere.
Land of Talk udsendte sidste år deres debut-ep 'Applause Cheer Boo Hiss', der ved sin udsendelse høstede fire stjerner fra Soundvenues anmelder, der karakteriserede trioen som et »spillelystigt og levende trekløver«. Land of Talk arbejder for tiden på deres debutfuldlængde, 'Some Are Lakes', der udkommer i USA den 7. oktober.
Think About Life er ligeledes en trio og har eksisteret siden 2006. Gruppens selvbetitlede debutalbum udkom i 2006, hvilket resulterede i tre stjerner her på siderne. I den forbindelse blev gruppens lydbillede beskrevet som »gennemgående forvrænget og kaotisk, med en forsanger der råber og skriger oftere, end han egentlig synger, og sjældent rammer en ren tone, når han endelig forsøger«.
Land of Talk + Think About Life
Tirsdag den 2. december
Lille Vega, København V
Pris: 100 kr. + gebyr