Buraka Som Sistema albumdebuterer
- Rasmus Junge
- 26. september 2008, 10:04
Buraka Som Sistema har de sidste par år rumsteret godt og grundigt i den europæiske club-undergrund med deres smældende kuduro-killers. Ryet er hidtil opbygget via singleudgivelser og energiske live-optrædener, men den 10. november tager den portugisiske trio karrieren til næste niveau, når de udsender deres debutfuldlængde betitlet 'Black Diamond'.
I et interview her på siderne har trekløveret tidligere beskrevet deres stil således: »Kuduro startede med nogle angolanske dj's, der forsøgte at lave techno. Så på den måde er det en slags anti-world musik, der har udviklet sig i Angola gennem de sidste ti år. Grundlæggende består teknikken i at behandle alt som perkussion og trommer. Man sampler for eksempel synthesizeren og bruger den som en del af trommerne«.
Buraka Som Sistema har allerede opbygget et solidt navn herhjemme. Tidligere i år optrådte gruppen på Raw 2008, ligesom den sidste år gæstede både Roskilde og Strøm Festival.
Læs hele vores interview med Buraka Som Sistema her.