Scissor Sisters skriver musik til Broadway
- Niklas Krigslund
- 17. marts 2008, 16:04
Med deres hang til ekstravagante kostumer og stort anlagte sceneshows, kan man undre sig over, at Scissor Sisters ikke er rykket ind på Broadway noget før. Men uanset tidspunkt, så virker det som et perfekt match, at frontmand Jake Shears nu skal skrive musik til musicalen 'Tales of the City'.
Opsætningen er baseret på en serie af bøger af samme navn, skrevet af den amerikanske forfatter Armistead Maupin, som foregår i San Francisco i 70'erne. Historien omhandler en ung kvindes oplevelser i byens berømte bøssemiljø, befolket af farverige figurer som en hashrygende og transseksuel udlejer og en homoseksuel gartner opkaldt efter Mickey Mouse.
»Jeg elsker 'Tales of the City'. De betød meget for mig som teenager. Det er bare virkelig gode bøger med fantastiske karakterer, og jeg elsker den æra. Da jeg fik nyheden begyndte mit hjerte at galopere, og jeg blev virkelig begejstret over det«, siger Jake Shears til spinner.com, og afslører også, at Scissor Sisters for tiden er i studiet for at arbejde på nyt materiale.
Anmeldelser
Køb i Soundvenue Shop