The River Phoenix omsider albumklar
- Michael Gaunt
- 11. marts 2008, 12:34
The River Phoenix er ikke et band, der kan beskyldes for at have heldet på deres side. Da bandet i 1998 vandt DM i Rock under navnet Softporn lå vejen mod rockstjernestatus lige for. Men sådan skulle det ikke gå. Den ene uheldige omstændighed efter den anden ramte siden bandet, og har udsat debutalbummet gentagende gange. Men nu ser lykken omsider ud til at tilsmile kvintetten.
Bandet har netop signet med det internationale label Nettwerk Music Group, der huser så forskellige navne som The Cardigans, Gogol Bordello, Tiesto og Martha Wainwright. Til sommer udkommer det længeventede debutalbum 'RITUAL' verden over, men allerede til maj får danskerne mulighed for at få fingre i albummet, når det udkommer herhjemme. Svenske Pelle Gunnderfeldt, der før har skruet på knapper for blandt andet The Hives, har stået for produktionen.
I en pressemeddelelse udtaler bandets forsanger Kristian Finne:»Dette er en fantastisk milepæl for The River Phoenix. Det er helt urmenneskeagtigt. Så mange år og så mange ting vi har været igennem som band - uden at have en plade på gaden«.
Du kan læse mere om The River Phoenix lange vej mod debutalbummet her »
Anmeldelser
Live-anmeldelser