- Niklas Krigslund
- 25. februar 2008, 11:03
Der er stor udskiftning på listen denne uge, da hele tre nye contenders gør sit indtog, mens danske Lily Electric holder fast i førstepladsen for tredje uge i træk. Dermed må The Kills tage til takke med en ellers hæderlig andenplads efterfulgt af MGMT, Yoav og Factory45. Samtidig siger vi farvel til 18th Dye, der kun overlevede en enkelt uge.
Som sædvanlig har vi fem nye contenders, og denne gang er der dømt pop i alle afskygninger. Her er både den støjende og vellydende, den ironiske og hudløst ærlige slags.
Singer-songwriteren Kelley Stoltz leverer solid 60'er-rock med masser af fremdrift på 'Your Reverie', men foretrækker man sine melodier mere sfæriske og støjende, skal man smide sin stemme på Magnetic Fields' (billedet) susende 'Xavier Says'. Mere nedbarberet og klaustrofobisk er udtrykket derimod på Bon Ivers insisterende folkrock-perle 'Skinny Love', der er taget fra albummet 'For Emma, Forever Ago'.
De sidste to contenders er begge europæiske, og hver for sig leverer de skamløs og glat pop med glimt i øjet. Forsanger i Mixtapes & Cellmates Robert Svensson udgiver snart sit soloalbum, hvorfra nummeret med den meget sigende titel '1987' er taget. Det er synthpop, som kun svenskerne kan lave det.
Endelig er der nyt fra franskmanden Sebastien Tellier, der efterhånden længe har excelleret i den særlige franske disciplin, at lave stilbevidst og velproduceret electropop iblandet lige dele kitsch og sex, og altid fremført med et upåvirket stenansigt.
Benyt dine tre stemmer og deltag automatisk i lodtrækningen om cd'er fra High 5-kunstnerne. Denne uges albumvindere er Eva Laksø fra København og Louise Madsen fra Viby.
Lyt og stem på Soundvenue High-5 her»