- Michael Gaunt
- 6. februar 2008, 14:33
Den dansk/tyske støjrocktrio 18th Dye, der i første halvdel af 90'erne opnåede stor international anerkendelse, udgiver nyt album den 31. marts. Albummet har fået titlen 'Amorine Queen', og udgives af Crunchy Frog, der signede med bandet sidste efterår.
I 18th Dyes velmagtsdage nåede de at udgive to stilskabende og eksplosive rockalbums på det amerikanske indie-label Matador Records, der blev til i samarbejde med blandt andre Nirvana-produceren Steve Albini. De opnåede flere top10-hits på den engelske indie-chart, og indspillede, som det eneste danske band nogensinde, hele tre sessions med den legendariske BBC-radiovært John Peel. Der er med andre ord ikke mange danske bands, der kan hamle op med de gendannede veteraners imponerende cv.
Bandet gik i opløsning i 1998, men begyndte igen at give lyd fra sig ved en reunionkoncert i 2005 til Crunchy Frogs VibraCrunch07 i Malmø. Siden har bandet spillet en række koncerter i Tyskland, og begejstrede på sidste års Spot-festival en stuvende fuld sal. Bandets comeback fuldendes altså nu med det kommende album, der følges op af en mini-turné i Danmark i april og maj.
18th Dye
Onsdag den 30. April
Pitstop, Kolding
Fredag den 2. Maj
Studenterhuset, Aalborg
Lørdag den 3. Maj
Poprevo Festival @ Studenterhuset, Århus
Torsdag den 8. Maj
Lille Vega, København