- Adam Thorsmark
- 5. november 2007, 09:45
Der var lagt op til giganternes kamp, da The Ravoenettes i sidste uge var contender og Radiohead lå nummer ét. En uge efter har The Raveonettes fået masser af stemmer, men lige akkurat ikke nok til at hive Radiohead af tronen, så den danske støjpop-duo må derfor nøjes med andenpladsen.
Dermed ryger Sigur Rós ét trin ned på en tredjeplads, imens danske Cartridge klarede cuttet, og sprang fra contender-puljen og ind på en fjerdeplads. Beirut holder fast i High 5 med fingerspidserne på en sidsteplads, men kan være tilfreds med nu fire uger på listen.
I denne uge kan Soundvenue præsentere tre nye tracks, der skal dyste om en plads på High 5. Jahcoozi fra Berlin har taget den britiske grime-hiphop til sig, og har gjort den så dejligt dansabel, at man får svært ved ikke at synge 'BLN' resten af ugen. I den mere afdæmpede fløj finder vi Jacob Faurholt, der på 'Sing Little Bird' smelter sin smukke folk-røst sammen med kvindelig sirenesang i samme boldgade som Nikolaj Nørlund og Bonnie 'Prince' Billy. Sidste contender i denne uge er danske When Saints Go Machine (billedet), der med din stemme kan gå en lys fremtid i møde på dansegulve rundt om i landet. Med hårdtpumpende beats og 80'er-falset debuterer de med sangen 'You Should Be Someone Else'.
I alt otte sange at lytte til og stemme på, i en uge hvor Radiohead og The Raveonettes duellerer i en heftig infight. Benyt dine tre stemmer og deltag automatisk i lodtrækningen om cd'er fra High 5-kunstnerne.
Denne uges albumvindere er Maria Nielsen fra Lyngby og Maria Aagesen fra Bevtoft.
Lyt og stem på Soundvenue High 5 her »