Ny Blondie-film med Kirsten Dunst i hovedrollen
- Adam Thorsmark
- 17. oktober 2007, 12:00
Storfilm om kendte musikere har vist sig at være en frugtbar forretning. De seneste år har film om Johnny Cash og Ray Charles trukket filmelskere til, mens biografiske film om Joy Division, Bob Dylan og Iggy Pop er på vej til det brede lærred. Nu melder en Michel Gondry-instrueret film om det legendariske new wave-band, Blondie, der stod bag klassiske hits som 'Hanging on the Telephone' og 'Heart of Glass', sig også på listen.
Ifølge rygterne skal Kirsten Dunst, bedst kendt fra sine roller i 'Spiderman'-filmene, spille hovedrollen som gruppens lyshårede forsangerinde, Deborah Harry. Mange Blondie-fans har udtrykt skuffelse over, at valget er faldet på Kirsten Dunst. Det har fået skuespillerinden til at svare: »Debbie Harry udpegede mig til denne rolle, så til jer, der er uenige med valget: Tag det op med hende!«
Musiksiden Spinner har fanget Blondie-sangerinden og udspurgt hende om rygterne. Selvom hun endnu ikke ville bekræfte om aftalen var gået i hus, udtalte hun: »Jeg har mødt hende et par gange, og hun er en virkelig sød person. Det ville være rigtig godt for hende at lave noget, der er lidt mere uortodoks«.
Kirsten Dunst mest anerkendte rolle finder man tilbage i 1999, hvor hun spillede med i Sofia Coppolas film-debut, 'The Virgin Suicides'.
Filmen om Blondie er i øjeblikket under forberedelse. Filmens 44-årige franske instruktør, Michel Gondry, har tidligere skabt musikvideoer for blandt andre Bjørk, Radiohead, Daft Punk, The White Stripes, The Chemical Brothers og Beck, og har de senste år kastet sig over fiktionsfilmen, heriblandt filmene 'Eternal Sunshine of a Spotless Mind' og 'The Science of Sleep'.
Anmeldelser
Live-anmeldelser
Køb i Soundvenue Shop