Rilo Kiley klar med nyt album
- Thomas Meesenburg
- 5. juni 2007, 18:11
Den amerikanske indiepop-kvartet Rilo Kiley er klar med et nyt album, der har fået titlen 'Under the Blacklight'. Albummet følger op på den succesfulde 2004-udgivelse 'More Adventurous' og udkommer den 20. august.
Dermed er bandet samlet igen, efter i mere end et år at have helliget sig forskellige sideprojekter. Sidste år udgav sangerinden Jenny Lewis albummet 'Rabbit Fur Coat' i eget navn, mens sangeren og guitaristen Blake Sennett har arbejdet med sit andet band The Elected og trommeslageren Jason Boesel har samarbejdet med Bright Eyes.
'Under the Blacklight' er produceret af Rilo Kiley i samarbejde med Jason Lader og Mike Elizondo, der begge tidligere har arbejdet med store amerikanske hiphop-navne. Jenny Lewis siger dog til Billboard, at det nye album vil have en rocket og bandagtig lyd.