Razorlight-frontmand indspiller energirigtigt nummer
- Thomas Meesenburg
- 1. juni 2007, 11:21
Forsangeren for det engelske band Razorlight, Johnny Borrell, har indspillet et energirigtigt nummer som støtte til organisationen Friends Of The Earth. Nummeret, der bærer titlen 'Funeral Blues', er optaget i et studie i London-bydelen Hoxton, der er drevet alene af solceller.
Nummeret er indspillet for at sætte fokus på mulige løsninger på problemer med klimaforandringer, og det kan downloades gratis via Friends Of The Earths hjemmeside, der dog kræver navn og email-adresse til gengæld.
Mens Borrell har været miljørigtig, har resten af bandet været i BBC-radiostationen Radio 2's studie for sammen med blandt andre Oasis og The Killers at hylde The Beatles-albummet 'Sgt. Pepper's Lonely Hearts Club Band', der i dag kan fejre 40 år på bagen.
Bandet har indspillet et cover af 'With a Little Help From My Friends', og i bedste Ringo Starr-stil synger trommeslageren Andy Burrows for på nummeret.
Anmeldelser
Live-anmeldelser