Taxi Taxi! sender ep på gaden
- Thomas Meesenburg
- 20. april 2007, 10:48
Den svenske teenage-band Taxi Taxi! udsender den 7. maj deres selvbetitlede debut-ep. Stockholm-duoen, der består af de enæggede tvillinger Miriam og Johanna Eriksson Berhans, spiller intime og skrøbelige sange og har fået et gennembrud i Sverige ved hjælp af deres MySpace-side.
Ep'ens seks numre er produceret af Björn Yttling fra Peter Bjorn And John, der synes at have en finger med i alt, hvad der rører sig hinsidan for tiden. Udgivelsen sker gennem det københavnske pladeselskab Rumraket, der drives af medlemmerne fra Efterklang.
Taxi Taxi! kan senere på året opleves, når de optræder på årets Spot Festival og senere spiller på Roskilde Festivals Lounge-scene. Nummeret 'Mary' fra ep'en kan allerede nu høres på bandets MySpace-side.