- Mikkel Rydzy
- 15. marts 2007, 10:20
Kort efter at Roskilde Festival i går kunne præsentere to gigantiske signings i form af Arcade Fire og Muse, melder to lidt mindre navne nu deres egen ankomst til årets Roskilde Festival via deres Myspace-sider. Det er universitetsradioen.dk, der har opsnuset, at svenske Loney, Dear og tyske Booka Shade (billedet) begge har skrevet et Roskilde-job ind i deres koncertkalendere.
Booka Shade kører til daglig pladeselskabet Get Physical, hvor de blandt andet har navne som M.A.N.D.Y. og Chelonis R. Jones tilknyttet. Den tyske electro-duo hittede i 2005 med clubhittet 'Body Language' og sendte i april sidste år albummet 'Movements' på gaden og albummet fik af Soundvenues anmelder følgende ord med på vejen: »Booka Shade giver en 'guided tour' til himlens æteriske kvaliteter og sjælelige fordringer, men også til de dyriske og kropslige instinkter synderne i skærsildens kredse har begået og efterlader kun lytteren med et ønske om en runde mere«.
Loney, Dear udgøres af svenske Emil Svanängen og sendte sidste år albummet 'Sologne' ud. Dette fik Soundvenues anmelder til at slå fast, at: »Svanängen besidder en smuk, intens stemme ladet med patos, der dog aldrig kammer over i ulidelig selvmedlidenhed, fordi der hele tiden anes en legesyghed og glæde i de musikalske udfoldelser, der tager udgangspunkt i singer/songwriter-genren, men alligevel er spækket med finurlige detaljer og forskellig instrumentering«. Loney, Dear optræder i øvrigt på Rust den 6. maj.
Mens Booka Shade oplyser, at de vil spille på Dyrskuepladsen om fredagen, vil Loney, Dear angiveligt indtage en af festivalens scener dagen efter.
Tidligere har blandt andre Queens of the Stone Age og Tunng hævdet, at de ville være at finde på årets Roskilde Festival, uden at festivalen dog siden har bekræftet dette.