- Erik Tygesen
- 12. december 2006, 15:36
En af den danske jazzscenes mest markante skikkelser, trommeslageren Kresten Osgood, har i samarbejdet med sit band Og hvad er klokken? og musikforeningen Jazz Club Loco stablet en tre-afteners musikfestival, Musketer Festival 2006, på benene.
I løbet af de tre aftener optræder et hav af forskellige kunstnere fra forskellige musiske miljøer, og det vil blandt andet være muligt at opleve navne som Osgoood med Og hvad er klokken?, rapperen Gisli, electronica-party-originalen Je m'apelle Mads, Johan Olsen fra Magtens Korridorer og sangerinden Nanna Lüders.
»De medvirkende er alle folk, som jeg opfatter som moderne musketerer. Bevæbnet med musik, forsvarer de os mod ligegyldighed, middelmådighed og selvtilstrækkelighed, tre af menneskets mindre flatterende egenskaber, som bliver dyrket i dagens Danmark«, udtaler Kresten Osgood om valget af kunstnere, via en pressemeddelelse.
»Denne festival har til formål at hylde de musketerer, gamle som unge, som har viet deres liv til at sprede kærlighed og groove til det danske folk«, afslutter Osgood.
Så der er grund til at forvente tre skøre aftener med musik, som vil blive afviklet på tværs af genrer, bands og musikerbekendtskaber, og som helt sikkert vil lufte muligheden for at nye og anderledes toner kan opstå.
Musketer Festival 2006
Zum Biergarten, Axeltorv 12E, 1609 København V
Tirsdag den 19. december til torsdag 21. december
Kl. 22.00
Entré: kr. 50,-
Lineup: Kasper Tranberg, Jonas Struck, Gisli, Emil de Waal, Per Kristensen, Prins Nitram, Jeppe Skjold, Je m'appelle Mads, Mark Solborg, TS Høeg, Peter Danstrup, Søren Kjærgaard, Anders Holst, Mads Mouritz, Torben Steno, Johan Olsen, Nanna Lüders, Anders Banke, Frida Asmussen, Søren Siegumfeldt, Niclas Knudsen, Jon Meinild, Jesper Løvdal, Thomas Vang og Kresten Osgood.