Majessic Dreams udgives på dansk grund
- Erik Tygesen
- 27. oktober 2006, 10:53
Den svenske duo Majessic Dreams, som er bosiddende i København, er på vej med opfølgeren til deres selvbetitlede debutalbum fra 2005, der udkommer på det danske pladeselskab Ponyrec.
Deres musik kan betegnes som blanding af afdæmpet shoegazer og folkpop, hvor sangerinden Jessica Breitholtz Björks fine stemme akkompagneres af akustiske guitarer og elektroniske klangflader.
Da duoen tilbage i 2005 udgav debutalbummet 'Majessic Dreams', fik de gode ord med på vejen. Soundvenues anmelder skrev blandt andet »Så sagte og dunkelt belyst som den mørkeste nordsvenske vinter er lyden fra den svenske duo Majessic Dreams' shoegazer-pop. Sange så stille, de næsten går i ét med vindens piben omkring den hvide sne«.
Majessic Dreams nye album forventes klar til udgivelse til foråret, og fra på mandag vil debutalbummet, der nu også udgives af Ponyrec, være at finde i de danske pladebutikker.