- Uffe Ipsen
- 24. april 2006, 11:03
Den svenske electropop-duo Lo-Fi-Fnk høstede velfortjent opmærksomhed, da de sidste år udsendte ep'en '(...And the JFG?)', så forventningerne har været store til deres debutalbum 'Boylife', som udkommer i dag. Og der er stadig noget at komme efter. Soundvenues anmelder giver i dag albummet fem stjerner og disse ord med på vejen:
"Det er absolut fest, der lægges op til på 'Boylife'. De stive, travende trommebeats og funky basgange er lige til dansegulvet. Det er disko med house-attitude. Det er smådoven, repeterende vokal. Det er ganske genialt, ganske enkelt."
I forbindelse med udgivelsen tager duoen på en dansk mini-turné, der starter på torsdag på Loppen i København, og derefter bringer dem til Paletten i Viborg og Fabrikken i Århus. Med på turneen bringer Lo-Fi-Fnk de roskildeaktuelle indielectrorockere Dúné fra Danmark og det norske band Sex Beat, der krydser postpunk og electronica.
27/04, København, Loppen
28/04, Viborg, Paletten
29/04, Århus, Fabrikken