Joakim Thåström til Roskilde
- Uffe Ipsen
- 5. april 2006, 13:17
Der er ikke mange uger til Roskilde Festival holder pressemøde og offentliggør det endelige program. Og der mangler stadig mange navne. Derfor er det overraskende, at festivalen kun afslører ét enkelt navn i dag.
Nyeste navn på plakaten er svenske Joakim Thåström, der siden karrierens start i 1978 har bevæget sig fra punk, over Jacques Brell'sk visesang, industrial og elektrificerede rockudladninger til nedbarberede singer-songwriter-ballader. Og det i bands som Ebba Grön, Imperiet og Peace, Love & Pitbulls.
Hans seneste album 'Skebokvarnsv. 209', der udkom for et par måneder siden, hører til den mere afdæmpede del af hans udladninger. Så det er nok i den afskygning, man skal forvente at se Thåström på Roskilde.
Til Spoken Word-teltet har festivalen fået fingrene i forfatterne Jørgen Leth, Morten Ramsland og Bo Green Jensen.