Johnny Rotten laver film om kongehuset
- Uffe Ipsen
- 20. februar 2006, 15:38
Sex Pistols-forsanger Johnny Rotten, der skreg punkbevægelsen i gang med sin 'God Save The Queen', er i gang med at lave en dokumenterfilm om det engelske kongehus.
Under optagelserne skulle han ifølge hjemmesiden drownedinsound.com have kaldt Prinsesse Diana for en 'jealous bitch', mens Grevinden af Cornwall, Camilla, blev omtalt som et 'car blanket'.
Johnny Rotten, der egentlig hedder John Lydon, håber dog ikke, at den slags udtalelser ødelægger mulighederne for at lave interviews med andre medlemmer af kongehuset!
Dokumentarfilmen, der endnu ikke har nogen titel, vil blive vist på engelsk tv i løbet af dette år.