Sidste Ambulance glade for Starfighters-sejren
- Jeppe Kiel Revsbech
- 13. august 2005, 16:24
Onsdag aften kunne de kalde sig for vindere af dette års Starfighters foran et begejstret publikum og et enigt dommerpanel.
Sidste Ambulance fra Roskilde overbeviste med deres spændende dansksprogede elektronika og kunne fortjent inkassere førstepræmien, der blandt andet indebærer en pladekontrakt til en værdi af 300.000 kr.
Den erklærer Sidste Ambulance sig naturligvis glade for.
"Det er penge, som betyder, at vi nu har ro til at lave nyt materiale", siger frontmand Bjarke Helmø til Soundvenue og fortsætter: "Men vi har faktisk lige lavet en ep med fem numre, og den tror jeg også, vi udsender i en eller form".
Bandet havde naturligvis ikke hovedkulds regnet med, at de ville vinde konkurrencen, men Bjarke Helmø kunne under koncerten alligevel godt fornemme, at chancerne nok slet ikke var så tossede endda.
"Vi spillede midt på eftermiddagen, så der var ikke vild gang i den. Men jeg kiggede ud på publikum, mens vi spillede, og der syntes jeg at kunne se, at det fangede folk", siger Bjarke Helmø.
Og det var ganske rigtigt set. Da aftenen var omme, stod Sidste Ambulance øverst på sejrsskamlen.
Foruden den allerede færdiggjorte ep, kan gruppen nu frem til at skulle udsende deres debutalbum inden for det næste år tid. Den skal blive spændende at høre.
Anmeldelser
Live-anmeldelser