Pluto i godt selskab
- Jesper Vestergaard
- 7. juni 2005, 08:00
Det københavnske indie-band Pluto er kommet i godt selskab. Nærmere betegnet har de netop skrevet kontrakt med det nye pladeselskab Good Guy's Recording Company.
Pluto har to albums bag sig, der begge blev udgivet på selskabet Display Records, som bandet selv stod bag, sammen med musikere fra Diefenbach og Geisha.
"De to Pluto-plader, med titlerne 'Forfra' (2001) og 'Støj Eller Støv' (2003), blev fornemt modtaget af anmelderne, men førte aldrig til noget større gennembrud for gruppen, der i skrivende stund bedst kan betegnes som en velbevaret hemmelighed. Det skal der laves om på, for Plutos fine dansksprogede sange, bør kunne vinde genklang i mange ører ude i landet," lyder det i en pressemeddelelse fra Good Guy's-bossen Anders Reuss.
I øjeblikket arbejder Pluto på et nyt album i deres nyopførte studie på Amager. Det forventes at være på gaden i starten af 2006.
Udover de faste Pluto-medlemmer, der tæller Thomas Thomsen (sang, guitar, keyb., programmering), Janne Lorentzen (guitar, sang, keyb.) og Ronni Øhlers Pedersen (trommer, perc., keyb.), medvirker på det nye album endvidere Moogie Johnson (Wynona, Green Pitch, Diefenbach m.fl), Sara Saxild (Under Byen) og Thomas Nygaard (Halph, Wynona, ex-Pluto) - alle tre på bas.
Good Guy's Recording Company startede tidligere i år med udgivelsen af Green Pitch's anmelderoste debutalbum 'Ace Of Hearts'. Green Pitch kan i den kommende tid opleves på både Spot 11 festivalen og på Pavillion Junior-scenen på Roskilde Festival.