- Jesper Vestergaard
- 7. april 2005, 10:02
En af årets vigtigste begivenheder for den elektroniske musik, Sónar Festivalen i Barcelona, bliver i år præget af de røde/hvide farver.
Fra Danmark deltager således den nye forening for elektronisk musik Platform med et særskilt program, hvor dub-stenerne i Djosos Krost, den svævende musikalske højskole Efterklang og de to djs Ned Flanders og Pharfar alle får plads på scenen.
Udover Platforms platform på festivalen optræder også club-bandet WhoMadeWho og elektronikeren Goodiepal live, mens det lille københavnerlabel Statler & Waldorf er blevet inviteret til en dj-showcase og mulighed for at udvide den internationale interesse omkring selskabets navne, der blandt andet tæller Pellarin, Melk, og snart albumaktuelle Printer.
Blandt navnene på den elektroniske spanske festival, der løber af stablen 16. til 18. juni, er The Chemical Brothers, De La Soul, Ellen Allien, Hot Chip, Jamie Lidell, Laurent Garnier, LCD Soundsystem, Le Tigre, M.I.A., Mouse on Mars og The Soft Pink Truth.