Fiona Apple taget som gidsel
- Nicolai Torp
- 10. februar 2005, 08:44
Det er en sørgelig historie. En fejde mellem singer/songwriteren Fiona Apple og hendes pladeselskab Sony har holdt hende i ufrivilligt kunstnerisk fangenskab i flere år.
En ung Fiona Apple udgav to kritikerroste album i slutningen af 90'erne, og hun var blandt de mest lysende talenter på den internationale musikscene. Men det er nu seks år siden, at hun sidst udsendte et album.
Apples tredje album, 'Extraordinary Machine', blev færdiggjort for snart to år siden. Sony mente bare ikke, at det indeholdt en hit-single, så det blev lagt på hylden, og der har det ligget siden.
Nu har en super-fan oprettet websitet FreeFiona.com for at gøre noget ved sagen. Her kan man deltage i en underskriftindsamling, som protesterer mod den uheldige situation.
Fiona Apples debutalbum med klaverbaserede sange, 'Tidal', udkom i 1996, da hun var blot 19 år. Tre år senere kom hendes foreløbig sidste udspil, 'When the Pawn'.