Supergrass tager på landet
- Jesper Vestergaard
- 27. september 2004, 11:53
Den britiske gruppe Supergrass er nu på vej i studiet for at indspille deres femte album.
Og det er ikke hvilket som helst studie, der er tale om. Bandet har nemlig fået ombygget en gård i Frankrig, hvor de i næste måned rykker ind på ubestemt tid.
"Vores management plager os om at få lavet albummet færdigt til nytår, men vi må se hvordan det går", udtaler bassist Mickey Quinn: "Jeg er klar til at kæmpe med næb og klør indtil vi har et album, vi er tilfredse med."
Planen er at udnytte den rå øve-lyd og få den med på studie-optagelserne.
"Vi har allerede fundet en brønd uden for en af laderne, så den kommer vi til at bruge som et ekkorum", udtaler bassisten Mickey Quinn. "Jeg elsker ideen om at lave egne lyde, i stedet for at få det til at lyde som om man har været i et bestemt studie. Det er som om at træde ud på et ukendt territorium".
Supergrass går i studiet i næste måned efter en mindre USA-turne. Det kommende album følger op på 'Life on Other Planets' fra 2003.
Anmeldelser
Live-anmeldelser