Gadefest i Pisserenden
- Arko Højholt
- 13. august 2004, 09:34
Det mest farverige handelskvarter i København, i daglig tale blot Pisserenden, holder traditionen tro kæmpe gadefest. Det foregår i denne weekend, nærmere betegnet lørdag.
Fra klokken 11 på lørdag er der gademarked, hvor cirka 20 af forretningerne i området opstiller boder i gaden. Der er samtidig udendørsservering af grill- og andre madretter, kaffe og drikkevarer.
Genbrugstøj, livsstils- og designervarer, grøn frisør og andre Pisserenden-specialiteter ...
Klokken 13 bliver Salonscenen på Sankt Peders Stræde 20 åbnet med bandet Calm Under Pressure, og i hælene på dem, The Beatitude og Bob Wire & The Orbits.
På livescenen, Sankt Peders Stræde 40, kan man fra klokken 17 opleve Rubber Kiss, The Shivers og No Privacy.
I Larsbjørnsstræde finder man DJ-scenen, hvor pladejonglører fra klokken 13 vil underholde.