Talenter søges til KarriereKanonen 2005
- Nicolai Torp
- 14. juli 2004, 12:30
For fjerde gang lyder nu startskuddet til KarriereKanonen - DR's satsning på nye talenter der synger på dansk, og som matcher musikprofilen på P3.
Til KarriereKanonen 2005 skal DR bruge i alt seks nye navne med hver to sange, som har potentiale til at blive "radiohits". Kanalen efterlyser talenter, der kan spænde lige fra den akustisk baserede singer/songwriter-tradition over rock og pop til electronica og hiphop.
De udvalgte navne vil få mulighed for at indspille to sange i et professionelt studie, de vil få deres to sange i rotation én måned på enten P3 eller P4, og de vil modtage professionel vejledning med arbejdet med materialet, både før og under arbejdet i studiet. Sangene vil desuden blive samlet og udgivet på en cd fra KarriereKanonen 2005.
I de forgangne tre år har Karrierekanonen blandt andet været ladt med Johnny Deluxe, Tue West, Sange I Stereo, Coolsville (billedet) og Monopol.