Nyt album fra Duran Duran
- Arko Højholt
- 21. juni 2004, 12:55
Sidste år fandt de gamle europop-drenge sammen igen, og med udødelige hits som "Girls On Film", "Rio", "Hungry Like The Wolf" og "The Reflex" tog de på en succesfuld og nostalgisk turné. Det vækkede åbenbart nogle gode følelser hos de fem briter. For pludselig var det planen, at udgive et splinternyt album.
Det er første gang siden 1983, Duran Durans oprindelige medlemmer har været sammen i studiet og materialet er næsten færdiggjort allerede. Udgivelsen, der foregår på Epic Records, er sat til efteråret.
Gruppen vil forsøge at viderebringe så meget af det gamle udtryk som muligt, så de gamle fans også vil kunne relatere til det de nye numre. Ifølge frontmanden, Simon LeBon, er det essentielt, at de tidligere fans ikke mistes i forsøget på at nå et nyt publikum.
På producersiden finder man Rich Harrison, der har arbejdet med Usher, Beyonce og Alicia Keys, og Don Gilmore, der har produceret storhittere for grupper som Linkin Park og Good Charlotte.
Anmeldelser
Live-anmeldelser