Kellermensch – rockfest til folket

Der blev leget med både gedigen rockstjerneattitude og blytung heavygestik, da danske Kellermensch åbnede en noget affolket Orange Scene tidligt torsdag aften.

Det ændrede dog ikke stort ved, at det seks mand høje band, der i dagens anledning var blevet udvidet med ekstra besætning på henholdsvis orgel og violin, fra starten af fremstod yderst veloplagte.

Forsanger Sebastian Wolff smed uophørligt om sig med vilde fagter og krævede fra start af fuld opmærksomhed omkring sit bands udskejelser, idet han flere gange kastede sig ned på knæ og sang hver tone, som gjaldt det liv eller død.

Imens hamrede hans medkumpaner præcist og koncentreret løs på deres respektive instrumenter, og det udmundede i perioder i en ret så medrivende rockmusikalsk optræden. Særligt bandets evne til at fornøje publikum med en perfekt doseret blanding af lige dele brutalitet og skønhed var imponerende. Her fremstod især Sebastian Wolffs og medsanger Christian Sindermanns hidsige growl-duetter som klare højdepunkter.

Men også bandets dundrende, storladne rocksange gemte i passager på en helt igennem berusende stadionkvalitet uden på nogen måde at forfalde til rene følelsesklichéer.

At Wolffs mange hyperaktive indfald så momentvis kammede over i det rene gøgl, ændrede ikke stort ved, at Kellermensch leverede en fornem arbejdssejr tidligt torsdag aften. En fin måde at sparke gang i festivalens hovedscene på.

Koncert. Orange Scene, Roskilde Festival.
Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af