Lauryn Hill – You might win some, but you just lost one

Den indledningsvise pibekoncert var desværre den største koncert på en aften, hvor Lauryn Hill måtte ty til ’så-tag-dog-en-Halls’-tricket – en undskyldning som hun er berygtet for. Efter 90 minutters venten på Hill buhede publikum i Falconer Salen så højt, at bandet skyndte sig febrilsk ind, mens en panikslagen lydmand fiksede den sidste mic. Den vrede hob havde talt!

'Killing Me Softly' i en hård dubbet version lagde for – Lauryn Hill sang ude af takt. Rockversionen af 'Everything Is Everything' kunne hverken band eller sangerinde bære. Allerede efter de første numre, begyndte folk at gå hjem: »Det her er fanme’ ikke en træt dag i morgen værd«, hørtes i mylderet ud.

Bandet var oppustet, Ms. Hill forpustet. Desorienteret og umotiveret vendte hun hovedet væk fra mikrofonen for at skjule den dårlige form, mens bandets store armbevægelser forsøgte at dække over hovedpersonen ved at ændre alle numre til efterskolerock. Det tog tre minutter at dechifrere The Doors-coveret 'Light My Fire' i et mudret, opskruet lydbillede, og Hill forcerede hver en linje, hvert et vers, i vished om akkordløn. Når Hill rappede gik det for stærkt, mens hun viftede med armene i et febrilsk forsøg på at få publikum/kor/lydmand med. Som et desperat råb om hjælp: »Jeg vinker ikke, jeg drukner!«.

Den smukke stemme havde hun stadig, men hverken timing eller mental tilstedeværelse kunne Hill mobilisere. Numrene blev pumpet op for at maskere manglen på nærvær. Undtagelsen 'Nothing Even Matters' gled ubemærket forbi som softrocket muzak, mens de sidste publikummer med fast arbejde forlod salen. Da Hill afslutningsvist peakede med 'Ready Or Not' og 'Doo Wop (That Thing)', vendte et par hundrede mennesker sig om med jakken over armen for at se de største hit. Alle vidste, det var et sidste farvel.