Bill Callahan – alt andet end almindelig

Det kan nok være, at Bill Callahan ligner en Mr. Regular, som han står lidt genert der til højre på scenen, men når han lader sine sørgmodige og vindskæve americana-viser tale for sig, fremstår han som alt andet end almindelig og middelmådig.

Bevæbnet med sin spanske guitar og flankeret af trommeslageren Neil Morgan og Matt Kingsey på elektrisk spade, formåede hovedpersonen at tryllebinde den fyldte sal fra starten med den melankolske afskedshymne 'Riding For the Feeling' fra dette års glimrende 'Apocalypse', hvis sange naturligt fyldte en del på sætlisten. Den blev efterfulgt fint af 'Baby's Breath'. Et fornemt bevis på Callahans evne til at strikke en krøllet og utraditionel americana-komposition sammen, da nummeret starter i et vuggende western-feel, for derefter at løbe febrilsk løbsk ud over stepperne og siden gå helt i stå og starte forfra.

Flere gange undervejs i koncerten viste især Matt Kingseys blødende guitarlinjer sig at gå perfekt hånd i hånd med Callahans følsomme klimpren, og samspillet de tre imellem fungerede fabelagtigt. Midtvejs i sættet tog især en udsyret og langstrakt udgave af den bitre hjemstavnshyldest ’America’ og det trist vuggende Smog-nummer 'Our Anniversary' kegler, mens kun en lidt tam udgave af 'Universal Applicant' fald lidt ved siden af.

Callahan er ikke den store snakkemaskine og han hold sig derfor primært til at takke publikum, samt fyre et par småjokes af om en gravid kvinde blandt publikum og om den tidligere koncert, der ifølge hovedpersonen havde været væsentlig mindre vellykket. Efter et cover af Lee Claytons countryklassiker 'If You Can Touch Her At All' tog bandet under ekstranumrene imod publikumsønsker, således afsluttedes koncerten med en perfekt tretrinsraket af de langt fra rustne gamle Smog-klassikere 'Bathysphere', 'Blood Red Bird' og 'River Guard', så man gik fra koncerten med blanke øjne, en klump i halsen og dog alligevel nærmest lykkelig.