Elbow – mellem stadionstorhed og eftertænksomhed

Foto: Tom Spray

Hvem finder på at skrive en sang om en gammel mand, der sidder på plejehjem og drømmer sig tilbage til dengang, han var ung og forelsket? Det gør Manchester-bandet Elbow selvfølgelig. For der er intet sexet eller hipt over femkløveret, der har været et band i tyve år, og som på trods af medlemmernes meget lidt rockstjerneagtige udstråling er en stor succes i hjemlandet, hvor de blandt andet har vundet den prestigefyldte Mercury Prize.

Fredag aften i Falconer Salen indledte bandet koncerten med netop det nummer, 'The Birds', fra deres seneste album. Forsanger Guy Garvey sang som sædvanlig som en engel, og bakket op at et velspillende band og en strygerkvartet kunne man ikke have ønsket sig en bedre start. Det er i mødet mellem eftertænksomhed og stadionstorhed, at Elbow er allerbedst. Det beviste fremragende numre som 'Grounds For Divorce', 'Station Approach' og den afsluttende fællesskabshymne 'One Day Like This'. Himmelstræbende stadionrock, der beskriver hverdagen og det nære.

Men for hver fantastisk sang Elbow har skrevet, har de mærkeligt nok også skrevet to-tre kedelige, og det var svært ikke at falde lidt hen i en døs under numre som 'Mirrorball' og 'The Bones of You'. Og så bliver bandets skamløse jagt på det perfekte klimaks en anelse forceret og anstrengende på numre som 'Neat Little Rows' og 'Open Arms'. Især fordi bandet virkede lidt trætte og slidte efter en lang turné, selv om en karismatisk og jokende Guy Garvey gjorde sit bedste.

Efter halvanden time var det slut, og vi blev sendt hjem med råbekoret fra 'Grounds For Divorce' i hovedet og de smukke linjer fra 'Station Approach' i hjertet: »The streets are full of goths and Greeks/I haven't seen my mum for weeks/But coming home I feel like I/Designed these buildings I walk by«.