Fleet Foxes – folk-frelser med helligt kor

Foto: Emil Hougaard Bertelsen

Der var på ingen måde lagt op til en fest for særligt indbudte, for Fleet Foxes har med deres debutplade fra 2008 været medvirkende årsag til, at folkrocken igen er blevet hvermandseje. De har udmærket sig med deres særegne vokalharmonier, som giver associationer til Beach Boys, barbershop og særligt Crosby, Stills, Nash & Young, hvis kendetegn netop var den eminente vokalsammensætning.

Men Fleet Foxes udstråler også det moderne. Det blev klart med aftenens åbningsnummer 'The Plains/Bitter Dancer', som byder på et hypnotiserende groove toppet med tværfløjte. Herefter viste publikumsfavoritten 'Mykonos', sammen med 'White Winter Hymnal', 'He Doesn’t Know Why' og ekstranummeret 'Blue Ridge Moutains' at Fleet Foxes allerede har mange klassikere på repertoiret.

Frontmand Robin Pecknold opførte sig ualmindelig genert, og de resterende fem bandmedlemmer havde travlt med at skifte mellem guitarer, violin, lap steel og tværfløjte. Det skabte alt for lange pauser mellem numrene, og intimiteten forsvandt når mørke og stilhed ramte scenen, mens publikum begyndte at hviske. Det tog heldigvis ikke Joshua Tillman mere end et par stortrommeslag at genoprette stemningen.

Falconer Salens notoriske rungen tilføjede koncerten et uventet element. De mange passager, hvor luftige vokalharmonier står alene, fik pludselig religiøse undertoner, og med hjælp fra scenens modlys samt den projekterede stjernehimmel forsøgte koret at rekruttere publikum til deres indiefolk-kult.

I 'The Shrine/An Argument' lykkedes det. Salen blev omvendt af det hellige kor, treenigheden i sangens struktur og ikke mindst Robin Pecknolds frelserprædikende frase: sunlight over me no matter what I do. Det var aftenens højdepunkt, hvor Fleet Foxes fremviste deres eksperimentelle potentiale, samt altmuligmand Morgan Hendersons flair for psykedelisk barytonsax.

Som kirsebær på flødeskumsdesserten, viste Pecknold med den nye 'I Let You', at han også kan skrive sange uden rygdækning fra koret. Fleet Foxes fremstod dermed som et musikalsk overflødighedshorn, der dog burde investere en del af tourbudgettet i en scene-coach.