Bon Iver – orkesteret over nærværet

Justin Vernon er kommet langt, siden han som ubeskrevet blad i 2007 kravlede ud af den famøse, afsides hytte i Wisconsin med debut-albummets akustiske sange under armen og et hjerteblodsspor efter sig. Dels har han vokset sig så stor, at Falconer Salen meldte udsolgt hurtigere, end man kunne knappe sin skovmandsskjorte, og dels har han på sommerens album nummer to udvidet sit udtryk til et mere ambitiøst og orkestreret univers.

Læs også: Se billeder og læs reaktioner fra Bon Iver-koncerten

Og det fik vi at føle lørdag aften, hvor Vernon ofte vendte ryggen til publikum for at lede sit otte mand store band af alsidige musikere, der blandt andet tæmmede to trommesæt, en kæmpe bassaxofon, violin, basun, klaver, trompet og andet godt fra orkestergraven.

Læs også: Hør Bon Ivers syv bedste cover-numre

Den koncentrerede gruppe demonstrerede en koloenorm spændvidde og bevægede sig ubesværet fra dissonant støjrock (‘Creature Fear’), træblæsende orkan (‘Michicant’) og cheesy guitarsolo på en bund af drømmende synth (‘Beth/Rest’), til svingende alt.country (‘For Emma’), trampende fællessang (‘Skinny Love’) og intim folkballade (‘re: Stacks’).

Det lyder strittende, og det var det også. Mere end på albumversionerne, for bandet fik øget råderum til at føje underlige gevækster til sangene, forlænge mellemstykkerne og kappe båndet, så Vernons fantastiske melodier og unikke nærvær nogle gang sejlede bort i horisonten.

Læs interview: Bon Iver: »Jeg har drømt om at lave det her album hele mit liv«

Men kun nogle gange. I store dele af koncerten spandt Vernons pletfri, frygtindgydende falset-croon en rød tråd i det orkestrerede virvar. Og flere gange gik dynamikken mellem buldrende band og silkespundet stemme op i en højere enhed, som i et-to-åbningsstødet ‘Perth’ og ‘Minnesota, WI’ og fællessang-crescendoet i ‘The Wolves (Act I and II)’.

Publikum knuselskede tydeligvis de to Bon Iver-album, så settingen var perfekt, men nogle gange kunne man godt tage sig selv i at drømme sig tilbage til Wisconsin-hyttens intime rum, hvor sangene uden tvivl var bedækket med mindre orkestrering og mere følelse.