Fat Freddy's Drop – upersonligt visit fra kultdyrkede kiwier

Fat Freddy’s Drop nyder vel især kultstatus i den newzealandske diaspora og blandt backpackere med minder om at have snavet og røget pot til strandfester down under. Men for en udenforstående til en intern fejring af syv helte fremstod septettens tilbagelænede take på soulfuld reggae torsdag aften, om end fermt spillet, også som helt igennem ordinær.

Det, de gør rigtig godt, som på den gamle kending 'Cay's Crays', er tålmodigt at opbygge et afslappet, dubbet groove. Med en lyd, de føler sig helt hjemme i og med tre blæsere til at øge intensiteten undervejs. Den tilgang taget i betragtning havde det været kønnere med glidende overgange mellem numrene, frem for forsanger Joe Dukie's ligegyldige peptalks.

Med FFD's grooves er det svært at se meningen i at bruge programmerede beats frem for en trommeslager med fire levende lemmer. Det blev for alvor tydeligt halvvejs i koncerten, hvor kiwierne bevægede sig ud i blæserfigurer og rytmer lige ud af Vestafrika. Det lød etnisk korrekt, men også statisk og uorganisk.

Og så knækkede koncerten over og forfaldt til uopfindsomme klubbeats, man sagtens kunne lange øl over en disk til, men som ærlig talt var lidt kedsommelige at glo på. Helt gal er idéen om at have en rapper med. Eller rettere, dén rapper. Mage til triviel og næsten parodierende dårlig rap, som MC Slave leverer på den ellers velsvingende 'The Nod', opføres sjældent i ramme alvor.

Fat Freddy er for reggae, hvad Jack Johnson er for singer/songwriters. Eller måske snarere, hvad Gotan Project er for tangoen. Meget svært at have noget imod, men også ganske harmløst og upersonligt.