tUnE-yArDs – en dame på opdagelse
- Frederik Frimann Nielsen
- 9. september 2011
-
Det hele begynder sådan her: en kvinde iført krigsmaling og fjerboa indtager scenen. Med sig har hun sit tre mand høje backingband, der ligesom frontkvinden bærer rundt på kulørt ansigtsfarvelade og diverse, spraglede prydgenstande. De istemmer i samlet flok aftenens første nummer og slår taktfast deres medbragte trommestikker mod hinanden, som så optages og mangedobles for at genkomme som liflige klikkelyde.
Kvinden i front anslår herefter sine stammetrommer, og imens følger hendes medkumpaner legesygt med på både bas og saxofon. Det er torsdag aften, og vi befinder os i Lille Vega. Her har amerikanske Merill Garbus bedre kendt som tUnE-yArDs netop taget hul på sin første koncert i det københavnske. Og hvilken én af slagsen.
Rytmikken skranter insisterende, stemmelæber strækkes atletisk, bassen brummer polyrytmisk, og så snakker blæsersektionen både i harmonier og dissonanser. En slags hvid, skampulet afrobeat, om man vil. Og Garbus selv? Ja, hun udstiller et nærvær uden lige, idet hun både synger med en uforlignelig intensitet samt skærer morsomt forskruede grimasser, der kun er med til at forstærke oplevelsen af en helt igennem karismatisk frontfigur.
En storartet koncert, der dog indimellem skæmmes af et lige lovligt snaksagligt publikum. Og det er synd, for det fravrister undertiden musikken for gennemslagskraft og fjerner fokus fra festlighederne på scenen. Men okay, ret skal være ret. tUnE-yArDs’ koncert i hovedstaden er og bliver en inspireret præstation udi scenekunst og musikalsk udforskning. Også selv om det til tider kniber med publikums koncentration.
Brugerne mener: