Antony and the Johnsons – skønhedssøgende kæmpe

Foto: DR/Jakob Boserup

Koncertsalen var som skabt til Antony Hegarty denne fredag aften. Eller også var det omvendt. Det var i hvert fald svært ikke at tænke, at alt gik op i en højere enhed, da den britiske sanger indtog det smukke rum med DR UnderholdningsOrkestret bag sig. Klædt i lyse kjole-agtige gevandter og badet i skarpt neongrønt og violet lys var han fra koncertens begyndelse umulig at holde øjnene fra. Og så den stemme!

Man lyttede med en klump i halsen, da han sang nummeret 'Cripple and the Starfish' fra sit over ti år gamle debutalbum. Og selv om de fleste blandt publikum kendte nummeret ud og ind, var det alligevel en helt særlig oplevelse at se den her kæmpe, skrøbelige mand stå og synge linjer som: »And it's true I always wanted love to be / Filled with pain / And bruises«.

Lyden var, som altid i Koncerthuset, perfekt, men denne aften var der noget ekstra forfinet og følsomt over hele oplevelsen. Man fornemmede at Antony og orkestret havde forberedt sig ekstremt godt og kunne de sirligt arrangerede kompositioner til fingerspidserne. Der var ikke overladt meget til tilfældighederne. Og så alligevel lidt. For midt i et nummer afbrød Antony sig selv og orkestret, fordi hans mikrofon sad løst på stativet.

Pludselig så vi en helt anden side af den følsomme mand, der viste sig at være vittig, selvironisk og meget uhøjtidelig. Altså lige indtil han begyndte at synge igen, for så var vi fluks tilbage i de højstemte og pompøse rammer. Engang imellem blev det endda lidt for meget. Hans ti-minutter lange enetale om, at verden ville være et bedre sted, hvis kvinder regerede det hele, fremstod malplaceret og unødvendig. Og så er det heller ikke alt hans materiale, der holder til den fuldstændig over the top følsomme levering. Så gode er alle sangene simpelthen ikke. Flere af de hvirvlende klaver-komponerede melodier bliver for rastløse og suspense-forladte i længden.

Et altoverskyggende højdepunkt var 'Another World', hvor Antony havde ladet sig inspirere af sin ven Lou Reed og The Velvet Undergrounds drone-rock. Melodien fra klaveret var holdt i dur, men i baggrunden skabte UnderholdningsOrkestret kant og kontrast med en konstant brummen fra strygerne. Det var Antony, når han er bedst. Med dystert modspil til sine forfinede og skønhedssøgende sange.