Kurt Vile – naboens knægt kan sgu sagtens

Det er lige før, at Kurt Vile og hans tre væbnere i The Violators snart kan slå sig permanent ned her til lands. I hvert fald var aftenens koncert Philadelphia-sangskriverens femte koncert i landet på knap fire måneder. Og selvom Vile med sit lange fedtede hår og småkejtede fremtoning mestendels ligner naboens potglade teenagesøn, der hører Jimi Hendrix, så skal han og bongkammeraterne da være så velkomne til at blive, så længe de spiller lige så fremragende som tilfældet var denne aften.

Det startede ellers ganske stilfærdigt ud med, at aftenens hovedperson kom alene på scenen, greb den akustiske og lagde for med en intim, men lidt famlende udgave af ‘Blackberry Song’. Siden fulgte bandet trop, hvorefter der kom lidt mere kul på i ‘Runner Ups’, hvor Vile for alvor fandt sit herligt vrængende sangleje frem.
 
Der blev shoegazet til den store guldmedalje i ‘Overnight Religion’, mens semi-hittet ‘Jesus Fever’ blev basket tungt i gang af den hårdtslående tøndetæver Mark Zanghi, inden Vile gav den i rollen som Dylan anno 1965 på den rullende ‘Freeway’, der var gyngende og groovy americanarock af den bedste skuffe.

Publikumskontakten var det så som så med, men Vile fandt da tid til at joke med, at han både var allergisk over for katte og hatte. Desuden blev koncertens flow flere gange punkteret lidt i kraft af en række længere pauser undervejs, hvor bandet lige skulle stemme guitarerne. De lidt irriterende pauser glemte man dog alt om, da bandet kastede sig ud i et seriøst bæst af en udgave af ‘Hunchback’, hvis frenetiske hvide støj og rendyrkede primalskrig bragte minder om no bullshit Detroit-rockere som The Stooges og MC5 frem på lystavlen.

Sættet blev lukket med publikumsfavoritten ‘Peeping Tomboy’, men publikum havde ikke fået nok af de langhårede svende, så de måtte på scenen igen for at levere endnu en række numre. Afslutningsvis bekendte Vile og co. musikalsk kulør og leverede en arenarockende hyldest til idolet Springsteen i form af et gyngende cover af bossens ‘Downbound Train’. Naboens knægt kan sgu sagtens!

Koncert.
Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af