Surfer Blood – ikke et stort rockband

Foto: Arkiv

Surfer Blood var nok fejlcastet til Odeon-scenen. For de er ikke et stort rockband. Teltet var knapt halvt fyldt, men alligevel var bandets generte guitarist Thomas Fekete ved at kravle ned i sin egen t-shirt, imens bassist Kevin Williams trak sig langt tilbage på den store scene og nærmest forsøgte at gemme sig bag sin forstærker.

Surfer Blood er derimod et solidt og bundsympatisk rockband, som på deres glimrende debutalbum 'Astro Coast' sidste år pakkede en melodiøs powerpop ind i lo-fi-produktioner. Når de er bedst, matcher Florida-kvartetten det bedste i Weezers bagkatalog, og søndag foran det middagssløve publikum stod 'Floating Vibes', 'Fast Jabroni', mini-hittet 'Swim' og den afsluttende 'Anchorage' virkelig stærke med deres skarpe riff og den æblekindede frontmand John Paul Pitts' begrænsede, men klare vokal. De hyggede sig så meget, at de kunne klemme en krammer mellem Pitts og Fekete ind mellem et vers og et omkvæd.

Men ellers gik der lidt tomgang i den, når trommesættet 1-2-tromlede derud af, guitarerne mudrede sammen, og Pitts' stemme gemte sig i suppen. De nye sange fremstod renere og mere traditionelle i struktur, men formåede ikke at gøre væsen af sig. Når melodien og riffet gemmer sig, har Surfer Blood ikke meget at byde på.

Og da bandet måtte stoppe midt i en sang, fordi Pitts efter en tur i fotograven skulle have hjælp af scenevagterne til at kravle tilbage på scenen, stod det underligt klart, at det ikke helt var deres dag.